At miste en elsket en er let de værste øjeblikke, du vil møde i dit liv. Men det kan også gå ud over de læger, der skal afbryde det til en patients venner og familie. Louis M. Profeta MDen akutlæge hos St. Vincent Emergency Physicians i Indianapolis, Indiana, tog for nylig til LinkedIn for at fortælle årsagen til, at han kigger på en patients Facebook-side, før han fortæller deres forældre, at de er gået forbi.
Opslaget, med titlen “Jeg vil se på din Facebook-profil, før jeg fortæller din mor, at du er død”, har tiltrukket tusindvis af likes og kommentarer.
“Det holder mig på en måde menneskelig,” starter Profeta. “Du ser, jeg er ved at ændre deres liv – din mor og far, det vil sige. Om cirka fem minutter vil de aldrig være de samme, de vil aldrig være glade igen.”
“Lige nu, for at være ærlig, er du bare et navnløst dødt legeme, der føles som en våd pose aviser, som vi har hamret på, stikker IV-slanger og slanger og nåle ind, og prøver desperat at redde dig. Der er ingen bevægelse, intet liv, intet at fortælle mig, at du engang havde drømme eller forhåbninger. Jeg skylder dem at lære lidt om dig, før jeg går ind.”
“Fordi lige nu… er alt hvad jeg er sur på dig, for hvad du gjorde mod dig selv og hvad du er ved at gøre mod dem. Jeg ved intet om dig. Jeg skylder din mor at kigge ind i din engang… levende verden.”
Kilde: YouTube
Profeta forklarer, at en patients død gør ham vred:
“Måske skrev du en sms i stedet for at se på vejen, eller du var fuld, da du skulle have Ubered. Måske fnyste du heroin eller Xanax for første gang eller en cola, prøvede meth eller slog en Vicodin på campusfesten og lavede en par skud.”
“Måske har du bare kørt på din cykel uden hjelm eller ikke lyttet til dine forældres advarsel, da de bad dig om ikke at hænge ud med den “ven” eller om at være mere forsigtig, når du kommer til et fire-vejs stop. Måske har du bare gav op.”
“Måske var det bare din tid, men chancerne er… det var det ikke.”
Kilde: iStock
Profeta fortsætter med at forklare, hvorfor han tjekker en patients Facebook-side:
“Så jeg henter dit falmede billede af dit kørekort og klikker på min iPhone, bladrer til Facebook og søger på dit navn. Chancerne er, at vi har én fælles ven et sted. Jeg kender mange mennesker.”
“Jeg ser dig bære den samme halskæde og øreringe, som nu sidder i en prøvekop på disken, den samme kuglehætte eller jakke, der er blevet flækket op med en traumesaks og trukket under bagpladen, foret er plettet med blod. Det ligner dig. havde den på til U2-koncerten. Jeg hørte, at den var fantastisk.”
“Jeg ser dit smil, hvordan det skal være, farven på øjnene, når de er fyldt med liv, din tid på stranden, udblæsning af stearinlys, jul hos bedstemor; åh, du har også en malteser. Jeg kan se det. Jeg kan se du står sammen med din mor og far foran skiltet til dit college. Godt, jeg ved præcis, hvem de er, når jeg går ind i lokalet. Det gør det så meget nemmere for mig, et spørgsmål mindre, jeg skal stille. “
“Du er lidt heldig, at du ikke behøver at se det. Far skriger dit navn igen og igen, mor trækker sit hår ud, krøllet sammen på gulvet med hånden over hovedet, som om hun forsøger at beskytte sig mod usete slag.”
“Jeg tjekker din Facebook-side, før jeg fortæller dem, at du er død, fordi den minder mig om, at jeg taler om en person, en, de elsker – den dæmper stemmen i mit hoved, der skriger på dig lige nu og råber: ‘Du mor f –ker, hvordan kunne du gøre det mod dem, mod mennesker, du formodes at elske!'”
